Mennesker og byrum

P1090420

Kunstneren Carsten Krogstrup maler fotografiske øjeblikke af mennesker placeret i anonymt interiør eller byrum.

Tekst og foto: Bjarne Winther

 

Første gang man træder ind i Carsten Krogstrups atelier, giver det et gib i en – det er overvældende. Et stort rum indrettet med staffelier og kæmpe lærreder, kunstnerens værker overalt, hylder med maletuber på rad og række og glaskrukker med pensler – og duften af maling, naturligvis.

Man befinder sig i kunstnerens værksted.

Atelieret er indrettet i stueetagen i en villa med vinduespartier mod øst-syd på en rolig villavej i Nykøbing F.

Villaen ved siden af er familien Krogstrups privatbolig.

Carsten Krogstrup er i dag en af de mest fremtrædende billedkunstnere i landsdelen. Hans billeder, der kort kan karakteriseres som fotografiske øjeblikke af mennesker og byrum, er rigt repræsenteret på udstillinger og institutioner overalt i landsdelen – og på talrige udstillinger i ind- og udland.

 

Fra det abstrakte til det konkrete

Carsten Krogstrup er født og opvokset i en mindre by mellem Herning og Holstebro. Han studerede på Det Jyske Kunstakademi i perioden 1988-93.

Behov for kunstnerisk udtryk var ikke påtrængende i drengeårene. Et malersæt formåede ej heller at vække det slumrende kunsttalent hos den 12-årige dreng. Det gjorde derimod en lærer i folkeskolen. Hun havde bemærket, at der var noget i knægten, der skulle plejes og udvikles.

I årene inden optagelsen på Det Jyske Kunstakademi indgik Carsten Krogstrup i forskellige kunstgrupperinger af ”vilde malere”, der malede abstrakt. Det var i de år, han søgte egne veje, ensomt gik han imod tidens krav om abstrakt kunst, langsomt bevægede han sig mod det figurative udtryk.

Han erindrer en studierejse med Kunstakademiet til Leningrad og mødet med sovjetiske kunstnere, der i deres kunst udtrykte stærke kritiske følelser og engagement i forhold til den tid og det samfund, de var en del af.

”Vi lavede noget, der ikke handlede om noget”, fortæller Carsten Krogstrup, og fortsætter:

”For mig var det abstrakte udtryk tomt og ligegyldigt. Jeg overvejede at droppe kunsten helt ”.

Han fulgte sine dybeste intentioner og fortsatte sin søgen efter sit eget, personlige udtryk.

Som kunstner befandt han sig i en udviklingsproces fra det abstrakte til det figurative, hvor også Francis Bacon og Anders Kirkegaard fik stor betydning,

”På akademiet fik vi Anders Kirkegaard som lærer. Han har haft afgørende indflydelse på min udvikling som kunstner”.

 

Tilstand af foruroligelse

Carsten Krogstrup flyttede til Nykøbing F i 1996 på grund af et stillingsopslag fra Seminariet for Formgivning – i dag arbejder han på Kunstskolen Guldborgsund, hvor han underviser syv hold om ugen i maleri.

Carsten Krogstrup har fastholdt og udviklet sit figurative udtryk, siden han i slut firserne gik mod strømmen og i halvfemserne blev en del af den ny realisme, hvor naturalismen kom tilbage i billedkunsten, hvor det blev acceptabelt at male naturalistisk.

”Jeg malede bybilleder og mennesker. Det moderne storbyliv med fokus på det enkelte menneske. Jeg var inspireret af Edward Hopper. Han har nærmest være en faderfigur for det moderne, realistiske maleri”.

Carstens Krogstrups malerier er fotografiske i deres udtryk. De er tæt på fotografiets realisme – og alligevel ikke. Fotografi er noget andet end malerkunst.

”Maleriet af kvinden i silkeundertøj og med solbriller er en moderne kvinde. Når man betragter maleriet, bliver man usikker på, hvor vi er. Man oplever noget smukt, der er noget, der rammer en, men man ved ikke, hvad det er. Og det er også meningen”, fortæller Carsten Krogstrup.

Carsten Krogstrups figurer er anonyme mennesker, melankolske og optaget af egne tanker, indadvendte og upåvirket af det byrum, de befinder sig i, ensomme blandt mennesker, måske, eller bare et øjebliks time out – man får aldrig noget svar.

Uanset hvilke motiver, Carsten Krogstrup vælger, mennesker, storbymotiver, bilkirkegårde, en smuk kvinde siddende på en bunke bildæk, hvad som helst – publikum efterlades altid i en tilstand af foruroligelse.

”Billedet skal ikke fortælle hele historien. Det er op til publikum at digte videre på historien. Maleriet er oplægget til en fortælling. Alle mine malerier er historier med en dobbelthed, som pigen med solbrillerne og silkestrømperne, det erotiske udtryk, hvad sker der her, hvor er vi henne, jeg har ikke svaret – det overlader jeg til fantasien hos hver enkelt”.