Penge fra lokal erhvervsmand til vækst i landsdelen

P1090605 (2)

Erhvervsmanden Ebbe Frahm ønsker at hans fortjeneste på salg af virksomheden Maribo Medico skal ud og arbejde i lokalsamfundet.

Det hører til sjældenhederne at møde en tilflytter med så stort et lokalt engagement som Ebbe Frahm. Man kan nogle gange blive i tvivl, om det er noget han bare siger, det med at han er nordjyde, men dialekten kan han ikke løbe fra. Og da slet ikke hans lune og humor – den er nordjysk.

Og enhver gisning om, at forklaringen på hans begejstring for Lolland må skyldes, at han i sine unge dage er faldet pladask for en lollandsk skønhed, holder heller ikke. Hans hustru er født i Stockholm.

Altså en tilflytter med et hjerte, der banker for landsdelen, hvilket den har nydt godt af i over femogtyve år. Ebbe Frahm er en erhvervsmand med mange jern i ilden. Gennem to årtier byggede han Maribo Medico op, en succesrig virksomhed, som han netop har solgt til en amerikansk koncern.

I samme periode skabte han en vinforretning, der i dag bærer navnet 2010 Vin og Velsmag. Den lå tidligere på Kidnakken i samme bygning som Maribo Medico, men er i dag beliggende i byens industriområde på C.E. Christiansens Vej 1, i bygninger som tidligere har tilhørt en grafisk virksomhed.

Desuden er Ebbe Frahm kendt for sit samarbejde med Claus Meyer om Hotel Saxkjøbing, som de er fælles om at eje. Pilgrimhuset i Maribo er også et af Ebbe Frahms mange projekter.

Derudover er han trods sine 73 år still going strong med utallige aktiviteter, hvilket er udtryk for hans stærke lokale engegement i erhvervs- og kulturlivet. Han er i vide kredse kendt for at være temmelig rundhåndet, når det gælder donationer til sport- og kulturlivet.

 

Penge skal ikke gemmes af vejen, men ud og arbejde

Det er ikke nogen hemmelighed, at salget af Maribo Medico til den amerikanske koncern har skæppet godt i kassen. Det vedkender Ebbe Frahm gerne. Han vedkender også gerne, at han og hustruen nu kunne pakke deres sydfrugter og nyde livet under palmernes skygge, og lade Sydhavsøerne passe sig selv, men sådan spiller klaveret ikke hos Ebbe Frahm. Han er et menneske, der fra naturens side er indrettet sådan, at han ikke har fornøjelse ved at sy sine penge ind i madrassen, men derimod se dem arbejde.

Der har været overvejelser om at oprette en fond, men de overvejelser er nu skrinlagte.

”Det er sjovere at dele pengene ud i levende live og se tingene gro. Anbringer jeg dem i en fond, er det jo ikke sikkert, jeg når at glæde mig over, hvad pengene kan udrette”, siger Ebbe Frahm.

Ebbe Frahms ambition er at støtte vækst og udvikling på Lolland Falster.

”Os, der bor her, skal have troen på, at vores område har en fremtid. Vi skal være stolte over landsdelen og turde vedstå, at vi bor i et område med stort udviklingspotentiale. Det er det, vi skal fortælle resten af landet” mener Ebbe Frahm, der dog ikke har et konkret bud på, hvad der for alvor kan løfte landsdelen.

”Nej, det har jeg ikke. Jeg håber vi kan finde på noget, hvor vi er meget bedre end andre. Vi har naturligvis fantastiske fødevareprodukter, måske det koncept kunne udvikles til et decideret center for fødevarer. Vi har enestående kulturfyrtårne som Lys over Lolland, Dodekalitten, Fuglsang Kunstmuseum og meget andet. Vi har allerede meget, vi kan være stolte af”.

Erhvervslivet forpligtet til at støtte kunst og kultur

Ebbe Frahm ønsker naturligvis ikke at gå i detaljer med hvem og hvad, han fremover vil støtte økonomisk. I dag dækker hans sponsorater bredt og løbende landsdelens sport og kultur. Det er områder, som han synes er medvirkende til at styrke en landsdels identitet.

”Erhvervslivet skal støtte kultur, herunder sport, og kunst. Det synes jeg, at erhvervslivet er forpligtet til. Det er hjælp til selvhjælp. Når kulturen blomstrer, komme folk. Bare se Lys over Lolland og Dodekalitten”.

Ebbe Frahm har i mange år støttet sport og kultur på Lolland-Falster. Dels fordi han gerne vil, men også fordi han synes, han er forpligtet.

”Den succes, jeg har været heldig at have her i det lokale erhvervsliv, forpligter mig til at betale tilbage. Også i et større historisk perspektiv. Vi lever i et velfærdssamfund, opbygget af tidligere generationer, som skole, sundhedsvæsen og meget andet. Der er skabt et grundlag for det, vi har i dag, som gør, at jeg synes, man er forpligtet til at give tilbage”, mener Ebbe Frahm.