Ud for at vende hjem

P1090169

Barnefødt Nakskovit levede en stor del af sit voksenliv i København og opdagede, at han længtes tilbage til sin fødeby – og tog konsekvensen.

Tekst og foto: Bjarne Winther

 

Det er set før, at en ung mand forlader sin fødeegn for at finde lykken under fremmede himmelstrøg, for så senere i livet at vende tilbage til sine rødder og erkende, at det er der, han hører til.

Sådan er det gået for Søren Marquardt Frederiksen.  Han er født og opvokset i Nakskov, flyttede som ung til København for at studere, og er nu efter 28 år vendte tilbage til Nakskov sammen med sin hustru og deres yngste på 16 år.

Søren havde fået nok af København. Ikke fordi han havde noget imod København som sådan, men byen var ikke længere det, som den engang var for ham.

”Dengang jeg var ung og under uddannelse, brugte jeg byen meget. Men sådan var det ikke længere.  Jeg har i mange år været træt af København. Vi boede på Østerbro tæt på Statens Muesum for Kunst. Jeg følte mig ikke godt tilpas i storbyens larm”, fortæller han.

Søren og hans hustru havde gennem flere år overvejet alternativer til hovedstaden. Svendborg, Holbæk og Sorø var blandt overvejelserne, men intet af det blev realiseret. Den endelige beslutning om udflytning til Nakskov opstod lidt ved en tilfældighed.

Sammen med en finsk ven arrangerede Søren en fotoudstilling i Nakskov med portrætter af nakskovitter, der gav udtryk for en glæde ved et eller andet. SHINING PEOPLE hed udstillingen, og det var ved mødet med folk fra sin hjemstavn, deres glæde ved hverdagslivet i Nakskov, der gjorde, at Søren så på sin barndomsby med nye øjne.

”Det er jo her, jeg hører til, tænkte jeg. Jeg undrede mig over, at jeg ikke tidligere havde fået øjnene op for Nakskov. Måske jeg har været påvirket af mediernes konstante negative omtale af landsdelen”.

 

Håndværk og litteratur

De to ældste børn er blevet i København. Forældrene og den yngste bor nu i en stor villa centralt i Nakskov.

Hustruen arbejder nogle dage om ugen i København. Søren underviser i dansk på VUC i Nakskov. Derudover driver han eget kommunikationsfirma og arrangerer kurser for virksomheder. Han er også forfatter til bøger om kommunikation og – historiske krimier.

Som cand.mag. i litteraturvidenskab har han gennem 20 år undervist på Københavns Universitet, Aalborg Universitet, RUC og CBS.

”Jeg har altid været glad for mødet med mine studerende. Sådan har jeg det også i dag med eleverne på VUC. Det er naturligvis litteraturundervisning på et andet niveau, men det er spændende at motivere dem og stille dem over for nye udfordringer. Det er også en udfordring for mig at skulle gøre dem interesseret i litteratur og retorik. Det er en spændende måde at være sammen med mennesker på. Skønlitteratur er jo dannelse”.

Det med bøgerne kom først for alvor ind i Sørens tilværelse efter afsluttet tømreruddannelse. Han gik ud af folkeskolen som 14 årig, gennemførte håndværkeruddannelsen, og kastede sig herefter over bøgerne på Nakskov Gymnasium, hvor han mødte den pige, han i dag er gift med.

Håndværkeruddannelsen har ikke været forgæves. Villaen, familien flyttede ind i for 2½ år siden, trængte til en kærlig hånd, og det er da også med en vis stolthed, at Søren viser rundt i husets herskabelige stuer, hvor det er helt tydeligt, at der har været gået til den på den relative korte tid, huset har været i familiens eje.

 

Duften af hav, salt og tang

Søren er kommet ”hjem”, og det har han det godt med, hvilket understreges med al tydelighed, når man ser ham henslængt i sofaen omgivet af sine store hunde.

Nakskov er efter hans mening en smuk by. Den er charmerende og historisk interessant.

”Hvis man har øje for det smukke og unikke ved byens arkitektur, dens gader, stræder og dens fantastiske beliggenhed ved fjorden, er der oplevelser at hente alle vegne”, siger Søren, der ofte mindes sin barndom i Nakskov i 1980’erne.

”Det var en mørk periode i byens historie. Det mørke er i dag væk, selv om der fortsat er udfordringer. Folk her i byen er rare og mere hjælpsomme end dem i København. Hver morgen går jeg tur med hundene ved havnen. Jeg møder ikke en sjæl. Jeg nyder duften af hav, salt og tang. Selvfølgelig toner minderne frem fra barndommen, hvor jeg sejlede på fjorden”.